Downtown. The Mask

Hele kvarteret vågner først rigtigt op efter klokken 21. Det regner let, og der er et skjult forår på vej. Nattefolket siver ud på gaderne, sådan cirka samtidigt med at dagfolket forsvinder. Men det gælder ikke The Mask, der er man i gang langt før det øvrige natteliv vågner. Det er her man skal have en drink, før man går ud og spiser. Her man mødes før man bliver fuld. Sjovt nok er det også her man samler folk op efter midnat, på den måde er The Mask, ”one of a kind”. Nogen vil kalde det byens hjerte og sandt er det at man kan møde næsten alle slags mennesker på The Mask.

The Mask har eksisteret siden forrige århundrede. Den første ejer af The Mask havde sjlet det meste af sit liv. Da han gik i land, satte han sine penge i et sted der var hans eget. Dengang kunne man spise, drikke og høre på hans historier når man kom. Han dekorerede væggene med masker fra hele verden og de havde alle sammen en historie der blev bedre og bedre for hver gang de blev fortalt. Historier om sydhavsøer, voodoo, malaria og ture ud i junglen der gik galt.

Da den første ejer døde, faldt det sammen med en generel krisetid og hele kvarteret skiftede karakter. Han søn overtog det, kørte det næsten i sænk og måtte sælge billigt til én der beholdt de gamle masker, supplerede dem med klassiske Comedia dell´arte masker – hævede priserne og holdt lukkede fester, der bestemt ikke var for børn. De færreste kendte ansigtet på ejeren, indtil den dag han fik sit ansigt i aviserne, fordi han døde af et hjertestop under en fest med mange prominente personligheder, i meget let beklædning. Det var en stor historie dengang, men nu har de fleste glemt den. Det er snart ti år siden og ingen kender den nye ejer særligt godt, men stedet er blevet frisket op og åbnet for alle der vil ind.

Stedet har fået nyt liv. Maskerne er stadig de samme, men bartenderen er ny. En dedikeret fyr fra Marseille, der har været med i krigen, holder på formerne og insisterer på at bruge de bedste flasker sprut i byen. Selvom han bare er en gemen lønslave for den ejer ingen kender, forbinder de fleste The Mask, med hans ansigt. Det er ham man hilser på når man skal have aftenens første drink, før maden. Så farer man videre – og ser ham igen, når man skal have noget at gå hjem på. En let drink og en god historie.

Det er ham der husker en på hvad en maske er; et løfte om noget mere, noget skjult, noget bag ved det man lige ser. Det der får os til at kaste os ud i lange nætter og vilde historier… men også at masken selv måske udgør det mest interessante, selve drømmens essens: ”Masken er måske kun en overflade – og overfladen er næsten altid i bad standing,” siger han med sin franske accent, ”men man skal huske at værdsætte den; både ungdommens maske, blonden på undertøjet og de pyntede historier vi fortæller hinanden…”

Så får han den sene gæst til at smage endnu en drink og sige hvad han eller hun, synes om dén. Og hvis du skulle begynde at kommentere maskerne på væggen, bøjer han sig helt frem og siger meget fortroligt, ”at den maske vi vælger at bære, jo altid er udtryk for hvem vi inderst inde ønsker at være”. Og lige i dét øjeblik, med aftenens sidste drink i blodet, kan det føles meget dybt.

The Mask er grundlæggende bare nogle gamle mure, der males ofte og dekoreres med masker. Men mellem de vægge svæver historierne, drømmene og en masse korte intense øjeblikke, der på en eller anden måde bliver hængende i rummet. De forsvinder langsomt når du kommer ud på den mørke gade igen og leder efter vejen hjem i den lette støvregn, men næste gang du åbner døren til The Mask finder du dem igen. Øjeblikkene. De hænger på væggene, svæver over baren og er i øjnene på de mennesker der kommer forbi.