Forstaden. Gabriels lejlighed

Ikke en sjæl rører sig på 7 sal, og lyset fra gadelygterne når ikke derop. Udenfor er det skyet, så det er heller ikke meget lys månen kaster ind. Det er nat i den tomme forstadslejlighed. Der lugter af rengøringsmidler nu, hver en kvadratcentimeter er skrubbet for at få alting af. Alle møbler er båret ned og kørt væk. De andre i opgangen kunne høre det blive båret ned af kommunens mænd. Sække med tøj. Slidte møbler af den mest gennemsnitlige slags. Den slags man køber til ingen penge i et varehus og som holder så længe som den slags nu gør. Der ligger ikke meget personlighed i dem udover de skrammer de har fået. Og for rengøringskonens vedkommende også i de pletter der skulle fjernes.

Rengøringskonen havde kastet et blik ud ad vinduet tidligere på dagen, før hun gik i gang. Mest stirret på vinduerne i huset overfor. Trætte blomster. Bemærkelsesværdigt mange små lamper i vindueskarmene, som om folk havde behov for at kaste lys over udsigten. Men ellers forbavsende ens… på nær det vindue der måtte tilhøre et barn. En stor brun bjørn vendte ryggen til hende i det vindue. Havde dem på den anden side stået og kigget herover ind imellem. Og hvis de havde, hvad havde de så set?

Nu er rengøringskonen gået for længst. Og rummene ligger tomme i mørket, som om de venter. Først havde politiet været der. Ingen sagde hvad de havde fundet, men snakken gik. Siden ankom rengøringskonen sammen med flyttefolkene. De talte et sprog hun ikke forstod, men hun gættede efter deres gestik. De tog sengen først. Sengetøjet var pakket væk. Og mens hun hørte dem gå ned af trapperne, fyldte hun sine spande. Stanken fra rummet trængte helt ud på badeværelset. Rådden og forkert på alle måder.

Så tog hun fat på rummet og de store pletter der hvor sengen før havde stået. Man kunne ikke længere se at det havde været rødt og friskt blod. Nu var det nærmest sort og gået i forbindelse med det skjoldede linoleum. Hun tænkte ikke mens hun vaskede det væk. Det var som om lugten overdøvede tankerne. Helt af kom det ikke. Der blev skjolder tilbage og lugten hang også lige under sæbelugten. Hun skiftede vand ofte, mens hun gik fra rum til rum. Men som lugten blev mindre, blev tankerne flere.

De dramatiske pletter fodrede ikke tankerne så meget som hun havde troet. Det var mere de små ting der gjorde det. Alle de almindelige ting. Det at han havde spist samme slags morgenmad som hun selv. Tandbørsten som stadig stod på håndvasken og lidt hår i en kam. De ting havde flyttefolkene glemt, så hun smed det ud… Rørte ved hans hår før det forsvandt i en sort sæk.

Og han havde sat ting på sit køleskab, som hun også havde kunnet have siddende på sit. Magneter, et tilgode-bevis, små tegninger. Og øverst oppe et billede af en ung lyshåret pige. Hun smilede til fotografen – måske havde det været ham der tog det billede.

Nu om natten er køleskabet låge nøgen og blank. Der hvor sengen stod er der tomt, men man kan stadig se mærker på væggen hvor bare fødder har sparket igen og igen, uden nogen kom. Rengøringskonen har for længst låst sig ud. Her er så stille at man kan høre en knagen fra naboens lejlighed.

Et sted i byen sover et ungt par mellem deres flyttekasser. I morgen vil de ankomme til den rengjorte lejligheder. De vil sætte deres seng ovenpå det skjoldede linoleum. De vil se sig rundt i de små rum. På vinduerne til lejligheden overfor. De vil pakke ud og før hun sover, mens hendes hår flyder ud over puden, vil hun se den lille plet i loftet, som rengøringskonen overså.